Det anerkendte italienske modehus Furla har netop fejret 80 års fødselsdag med en storstilet fotokampagne, skudt af Paolo Roversi. Furla er bl.a. kendt for sine luksuriøse tasker og læderaccessories. Men de producerer også en brillekollektion, der med sine smukke farver, rene linier og kunstneriske design har en meget genkendelig stil.

Paolo Roversi har med kampagnen formået at fange Furlas ånd og gengive et billede af mærkets bud på den moderne kvinde, der udstråler styrke og femininitet, intelligens og charme. Det er præcis de elementer, der går igen i Furlas brillekollektion. Den har et ungt, men stadig elegant og sensuelt udtryk. Og den er dermed endnu et bevis på Furlas luksuriøse stil.

Der er en detaljerigdom i brillekollektionen, som er særdeles gennemtænkt. Og det kendte F-logo pryder tindingen og indersiden af de klare brillestænger.

Brillekollektionen produceres af italienske De Rigo, der er verdens tredje største mærkevareproducent af briller og solbriller. De Rigo har hjemsted i Longarone nord for Venedig.